En dag i helvede eller himlen?

”Træk nu vejret stille og roligt! Er du okay?”

Hvad fanden mener du, om jeg er OKAY? Mit hjerte pumper løs på sin Max-puls, sveden havler af min forpinte krop som de sidste 24 timer har måtte tabe 2,4 kilo. Adrenalinet flyder frit og hæmingsløst i mine blodårer.

Få meter overfor mig sidder en veltrænet tatoveret mand, som har trænet målrette hele sit liv, med det ene mål bedst at kunne slå hovedet af min krop.

Jeg sidder i stærkt halogenlys og badet i sved, alt imens jeg kan smage blod i min mund. Rundt omkring mig i mørket kan jeg fra alle vinkler høre flere hundrede eurforiske tilskuer. Alle råber maniske ”gode” råd til hvordan vi bedst giver hinanden en solid hjernerystelse.

Og så spørger du, om jeg er fucking ” OKAY!! ” ?

Jeg sidder midt i dette helvede. Men paradoksalt nok tager jeg roligt imod en slurk vand og selvom det smager metalisk af blod svarer jeg: ”JA - Husk at råb når der er 10 sec tilbage”.

Da gong-gongen igen lyder, rejser jeg mig som en zombie langsomt, og går selvsikkert direkte over til min modstander. Jeg helt rolig nu, for i de døende sekunder af sidste omgang afslørede hans blik i øjnene alt. Nu skal jeg blot sætte tempoet mere op, så ved jeg i mit hjerte at han knækker psykisk. Når han så buller klodset frem, skal jeg lynhurtigt stemle min venstre hånd ind i den åbning der altid opstår. Herefter skal jeg hurtigt træde til højre, så jeg undgår hans desperate farlige højrehåndssving. Det kan og må ikke slå fejl.

Randome bokse minder ..
Ovenstående scene udspillede sig et sted i starten 2000’erne, i finalen til de Sjællandske boksemesterskaberne. Heldigvis trak jeg det længste strå med en solid pointsejre. Jeg græd af lykke som besat , da jeg senere stod under bruseren og skimtede ud på min guldmedalje. For mit vedkommende endte det dermed som ”En dag i himlen”.
Men senere slår det mig, at selv efter over 40 kampe, var der mange ting som bare aldrig ændrede sig. Nerverne, kaoset, de retarded tilråb, det umenneskelige psykologiske forventningspres man lagde på sig selv. I dag kan jeg kigge tilbage på både gode og dårlige minder. Jeg har oplevet mange ekstreme ting, som generelt har styrket mig. Af randome minder, jeg nok aldrig i mit liv vil glemme - kan nævnes:

At knockoute en englænder til et diner-stævne i Ringsted. Englænderen blev senere proffesionel bokser. (Om end en meget dårlig en ;).

At bokse mod den Svenske Mester og stort OL-håb. Indenfor de første 15 sekunder af kampen måtte jeg mentalt lynhurtigt skulle erkende, at denne kampe ville være tabt. Men at udfordringen nu betod i ikke at skulle bæres fra ringen. Pyha! Mission accomplished!

At vinde et mesterskab imod en bokser som før kampen, var ubesjeret i sine første 10 kampe. Den sejrer var næsten som lovlig heroin. Jeg var høj i et helt år.

At vinde en Cup semifinal, men samtidig have pådraget mig en hjernerystelse. På trods at dette boksede jeg alligevel næste dag finalen. Min træner havde truet med at trække mig fra SM og DM, som skulle bokses 6 mrd efter, hvis ikke jeg stillede op. Finalen var mod en helt frisk hvid-russer som havde siddet over i semifinalen.

Igen gjaldt det om ikke at skulle bæres ud, og tænke ”For the long run” omkring min hjernes heldbredsstilstand. Efter at modtage en enkelt stående tælling i sidste omgang var det - Mission accomplished!

At bokse 2 TV-kampe. Den ene kommenteret af Jørgen Mader.

At springe min tommehinde 5 gange. Krævede kiriugisk indgreb de 2 gange.

At bokse som sidste mand ved vores lokale klubstævne. Men før det blev min tur i ringen, skulle jeg overvære min trænings og bokse-kammerat blive slået ud efter 20 sekunder. Min træner måtte lynhurtigt hoppe op i ringen og trække hans tunge ud af halsen på ham. Ellers kunne han være blevet kvalt, da han lå på kanvasen helt bevistløs og spjættede med benen (var gået i kramper). Imens jeg varmer op, sidder han på en stol overfor og stirre tomt ud i luften imens han spørger, hvem vi alle er? - Tyson det er din tur i ringen, nu! Husk lige tandbeskytter, og læg venligst din hjerne i døren.

At som favorit måtte melde afbud til SM. Syg og med 39,5 i feber kan jeg sidde på 1. række. Her ser jeg en veteran, jeg netop har udbokset 3 uger før, vinde det der skulle have været ”min" første SM titel.

At møde ovenstående bokser igen 2 måneder senere i finalen ved Hvidovre box cup. Jeg har vist aldrig været mere indebrændt i mit liv, og for øjnene af hans søde kone og nyfødte søn sender jeg ham flere gange til tælling og napper guldmedaljen. Det blev hans sidste boksekamp.

At komme direkte hjem fra træning, og pludselig finde mig selv liggende på køkkengulvet, i gang med at kaste op pga en pådraget hjernerystelse.

At vælge at tabe 10,5kilo på 8mrd og rykke 2 vægtklasser ned til DM. –EV. Fuldstændigt dehydrate og uden kræfter, tabte jeg 2 år i træk i semifinalen, på kontra-dom til den danske mester. God tur hjem Tyson!

At en hel sæson næsten fast ugentligt skulle tage flere obligatorisk gulvturer til træning. Da min eneste seriøse sparringspartner i klubben tilfædigvis var suvenræn flere gange DK-mester, 3 vægtklasser over mig. Nitte.

At slå den Estlandske mester i en uofficielt landskamp.

At arbejdede i London et årstid. Jeg trænede boksning i en virkelig lowlife klub derover. Det hele foregik i en gamle utæt stald, uden varme eller bad. En dag hjem i min London-lejlighed tænder jeg for TV’et. Til min store overraskelse ser jeg LIVE på Eurosport en af disse træningskamerater bokse om en mindre titel i Frankrig? Gutten var fløjet ind som ren kanon-føde. Jeg forstår nu meget bedre, de mange pap-titel som TV skal bruge for at tiltrække folks opmærskomhed.

At som 28årig endeligt få brækket næsebenet. Kan ikke ses i dag medmindre man kigger meget godt efter. Men for satan, det er svært at sparre med toppen af poppen, og samtidigt skulle lade den "hele i ro og fred".

At endeligt blive Sjællandsk og Dansk Mester! = Mission accomplished?

Er jeg så nu i helvede eller himlen – Og var det alt værd?
Det er et svært spørgsmål. Som menneske er man er vil summen af sine erfaringer, krydret med de værdier man selv tror på. Mine erfaringer er dynamiske og hober sig op, imens mine værdier er mere stabile. (heldigvis). Set i det lys var erfaringerne det hele værd. Jeg er blevet meget klogere nu.

Men sandheden er, at der ikke findes et opnåeligt helvede eller en himmel. Der er intet stof/ting/oplevelse/religion som på magisk vis gøre os ”Lykkelige resten af livet”. Det er kun en daglig mentalt kamp med én selv, som kan hjælpe en på vej. Her har poker været en kærkommen udfordring til min større selvindsigt.

Dog kan jeg stadig idag, tage mig selv i pludselig at jagte en lidt større hjørnesofa, fladskærm, bedre mobiltelefon eller oplevelse. En eller anden ting, som jeg i et euroforisk øjeblik pludseligt tror på magisk vis vil ”forandre alt” Det vil det, ikke!

Denne sandhed kan som menneske være svær at sluge. For hvad laver vi så her, udover at vente på at skulle død? Jeg aner intet. Men at erkende der mangler svar og søge det, er vel det første spæde skridt på vejen til at forstå sandheden.

HOME OF KINGS! - "We offer salvation, brother!"
Sjælent har jeg oplevet noget så inspirerne på youtube. En video som i den grad beskriver alle ens følelser, tanker og oplevelser som konkurrence-bokser. Man genkender fuldstændigt historien, kaldet og den befrielse som øjnene hos både vinder og taber udtrykker.

Den er lavet af en dybt talentfuld 22årig gut. Han har taget lydsiden fra en amerikansk serie (HEROES) og ved næsten et rent ”luckypunch" passer denne perfekt sammen med flotte, langsome, næsten hypnotiske bokse-sekvenser som han har rippet via nettet. Jeg bliver aldrig nogensinde færdig med at se den. (Vigtigt: skru' op for lyden)

Og så til de beskidte tal. Hvordan gik det? Svar: Både godt og skidt.

+276$ - 1.840 stk x 7,5$ super turbos med en forkølet ROI på +2,0%. = Rimeligt skidt.
+249$ - Rakeback
+256$ - Kvalede et Sunday Brawl sæde via bonus point. Afregistrede, så pengene røg ind på kontoen.
+125$ - Ironman bonus frigivet.

Konto'en voksede med +906$ = Rimeligt godt!